Kritik kan ramme som et slag i maven — selv når den bliver fremsat venligt. For mange vækker den gamle mønstre af selvkritik, skam eller frygt for at blive afvist. Man går måske i forsvar, trækker sig eller begynder at gennemgå hver eneste detalje for at finde ud af, hvad man har gjort forkert. Kritik kan sætte gang i et tankemylder, der bliver hængende længe efter samtalen er slut — og for nogle bliver det næsten umuligt at adskille kritikken fra deres egen selvopfattelse.
Som psykologer ser vi, at vanskeligheder med at håndtere kritik ofte hænger sammen med et skrøbeligt selvværd eller høje indre krav. Når ens værdi føles afhængig af at gøre alting rigtigt, kan selv den mindste anmærkning opleves som et bevis på, at man ikke er god nok. Det kan føre til overpræstation, stress og en konstant følelse af at skulle bevise sig selv. At lære at tage imod kritik uden at miste sig selv kræver ikke, at man bliver hårdhudet — men at man bliver mere rodfæstet i sin egen værdi.
I samtaler hos en psykolog
arbejder vi ofte med at adskille kritik fra identitet. Kritik kan være nyttig, men den er kun én persons perspektiv på én konkret situation — ikke en sandhed om, hvem man er. En del af arbejdet handler om at finde sin egen indre målestok: Hvad står jeg for? Hvad betyder noget for mig? Når man bliver mere sikker på sine egne værdier, bliver det lettere at tage imod kritik som information frem for som dom.
På siden om at håndtere kritik kan man læse mere om, hvordan man kan øve sig i at reagere mere balanceret. Det kan være at tage en pause, før man svarer, at spørge nysgerrigt ind i stedet for at gå i forsvar, eller at tale med en betroet person om kritikken, før man drager konklusioner. Mange oplever, at kritikken mister sin kraft, når den ikke længere bliver brugt som bevis for, at de ikke er gode nok, men som et muligt bidrag, de selv kan vælge at tage stilling til.
At kunne tage imod kritik uden at gå i stykker handler ikke om at være ufølsom — men om at stå solidt i sig selv. Når man mærker sit eget værd, kan man tage det til sig, der giver mening, og lade resten passere. Og det er netop dér, styrken vokser: ikke i at være ufejlbarlig, men i at kunne bære fejl uden at miste sig selv.